EN OPVÆKST I
NARCISSIMENS KLØR
Min største styrke som terapeut er min egen historie.
DERFOR DELER JEG MIN HISTORIE
Intentionen med at dele en bid af min historie er at vise mennesket bag terapeuten, så du kan føle dig tryg ved at dele dine svære oplevelser med mig. Det er også med et ønske om, at du kan finde håb ved, at der, på trods, altid er en vej. Ikke en vej væk, men en vej ind i at forstå, acceptere og rumme det, der var (og er) svært.
”Gennem modstand bliver vi givet muligheden for at vokse som menneske”
MIN VERDEN VAR UTRYG
Jeg voksede op i hvad der kan betegnes som en psykologisk krigszone med alkoholmisbrug samt psykisk og fysisk vold. Det sted, hvor jeg skulle være allermest tryg, var i virkeligheden der, hvor jeg var allermest udsat.
Følelsesmæssigt umodne forældre
Det er sjældent, at begge forældre bærer stærke narcissistiske træk, som det var tilfældet i min opvækst. Fysiske og materielle behov blev dækket, men der manglede den udefinérbare sikkerhed og tilstedeværelse af: ”Jeg ser dig, og jeg elsker det, jeg ser”.
Mine forældre var ekstremt utilregnelige og altid optagede af, hvad de selv manglede. Det var deres behov og ønsker, der var i fokus, og jeg lærte tidligt at tilsidesætte og undertrykke mine egne problemer, følelser, behov og grænser.
I bund og grund evnede de ikke at være følelsesmæssigt sunde voksne. Rollerne var byttet om og ofte (mis)brugte de deres forældrerolle, hvor jeg blev deres lille psykolog, der skulle lytte og trøste. Selv tog de aldrig ansvar for deres følelsesmæssige smerter eller tog hånd om deres problemer, som hobede sig op og blev fejet ind under gulvtæppet.
Min mor
Jeg mærkede aldrig ægte, moderlig varme fra min mor. Snarere kunne hun udtrykke, at jeg var væmmelig og ond. Min mors største frygt var at blive alene igen, som hun havde oplevet med begge mine brødres fædre. Hendes fokus var at fastholde min far, og jeg blev midlet til at holde på ham. Hun evnede derfor ikke at skabe en sund og tryg tilknytning – hun var den afhængige narcissist.
Det medførte b.la. at jeg ikke kunne opnå sikkerhed, støtte eller omsorg fra hende, når f.eks. min far kom fuld hjem, min bror tævede mig eller hvis jeg blot søgte generel trøst. Hun var fastlåst i en offerrolle og jeg var stødpuden mellem hende og min far. Det var så hårdt og synd for hende, ”for hun var jo gift med ham”, og jeg måtte jo forstå, hun ikke kunne forlade ham og derved blive alene igen.
Min far
Min fars fremtoning var meget voldsom og aggressiv, og alting var altid andres skyld. Udadtil kunne han fremstå venlig, men indenfor hjemmets vægge var intet positivt. Kritik, beskyldninger, fordømmelser og destruktive kommentar var hans kommunikationsformer og metoder til at underkaste og kontrollere mig – og andre.
Den psykiske vold kom især til udtryk via ”gaslighting”, hvor han manipulerede og forvrængede virkeligheden, og han omgik mig med enten foragt og afsky eller fuldkommen ligegyldighed. Konsekvensen blev en indre kamp i at fastholde min virkelighedsopfattelse, som konstant blev udfordret. Bid for bid vandt tvivlen, og jeg mistede efterhånden tilliden til, at jeg kunne stole på mig selv.
Læs mere
Min bror
Min brors kriminelle løbebane begyndte tidligt i hans liv og det var ikke ualmindeligt, at politiet bankede på vores dør. Den fysiske vold tog til med årene og kulminerede i et kvælertag på mig.
Selvom mine forældre havde mange muligheder for at stoppe hans adfærd, så tog de aldrig hånd om det. De formåede ikke at være ansvarlige voksne, og som et klassisk kendetegn for narcissister, så evnede de ikke den selverkendelse, at de derved bidrog til familiens største problemer.
Sårbarheden blev min største trussel
Den følelsesmæssige ligegyldighed og enorme utilregnelighed i min opvækst skabte et hav af destruktive dybe overbevisninger om, hvem og hvad jeg var (eller hvem, jeg troede, jeg var).
Jeg følte mig som et værdiløst undermenneske, og jeg manglede, i høj grad, en omsorgsfuld voksen.
Men jeg var fuldkommen alene – hverken familie, naboer eller andre voksne kunne eller evnede at hjælpe. Jeg lærte derfor, at der var ingen anden vej, end at klare mig selv.
Som konsekvens lukkede jeg min sårbarhed ned. Ingen måtte gennemskue, især ikke mig selv, hvor rædselsslagen jeg i virkeligheden var for min egen familie.
I stedet fremstod jeg bomstærk med overskud til alt og alle og hånd i hånd med den giftige indre skam samt perfektionismens og pleaserens helvede, overlevede jeg frem for at leve.
Jeg skulle ramme bunden for at tage mig selv alvorligt
De mange traumer fra de fysiske og psykiske overgreb førte til et alarmsystem i konstant beredskab og medførte meget stress i mit liv. Selvom jeg som voksen gik i terapi for at genopbygge mig selv, indhentede fortidens dybe overbevisninger mig af og til. Først da jeg ramte bunden og efterfølgende blev diagnosticeret med en kronisk sygdom, forstod jeg alvoren. Det var kærligheden til mig selv, der skulle redde mig.
“Når mennesker, du elsker mest, ikke kan gengælde din kærlighed, skyldes det,
at deres kærlighed er blevet afvist af mennesker, de elskede mest”
MARCHELLA ANDERSEN
Vores udgangspunkt er kærlighed
Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg haft en iboende vished om, at kærlighed er vores udgangspunkt. Men hen ad vejen adskilte jeg mig fra kærligheden og mistede efterhånden troen på den og på mig selv. Det skulle siden vise sig, at selvsamme vished også blev min styrke og støtte i at hele og vende tilbage til mig selv igen.
I dag ved jeg, at mine forældre hverken er onde eller ukærlige – de havde blot, ligesom jeg, troet på en sandhed om dem selv, som ikke var selvkærlig. Den uforløste smerte tog de med sig ind i forældrerollen.
Jeg lærte at skabe min egen lykke
Styret af mine barndomstraumer begyndte jeg langsomt at blive mere bevidst og gøre en forskel for mig selv.
Jeg blev b.la. optaget af epigenetikken og stillede spørgsmålet: Hvad kan jeg selv gøre for at ændre på min epigenetiske arv?
Jeg tog en beslutning om, at det stoppede her ved mig. Jeg ville gøre alt, hvad jeg overhovedet kunne, for at mine egne børn blev mindst muligt påvirket af de traumer og følelsesmæssige svigt som familien og slægten, bar på.
Min fortid hjælper dig med at hele din
Mine udfordringer er i dag min allerstørste ressource og ikke mindst kompetence, både som menneske og som terapeut.
Modgang og modstand tidligt i livet kan ubevidst fastholde os i et følelsesmæssigt fængsel. De tidlige prægninger bliver til måder, vi navigerer på i livet og påvirker vores relationer. Relationer til vores partner, vores børn, ja, alle relationer og til vores ønsker, drømme og mål for livet. Men med bevidsthed, kan vi også vende det til indsigt, en mulighed for at vokse som menneske – Det valg er muligt, hvis vi/du selv vil.